Baggrund:
Lateral Thinking som begreb blev skabt af Edward de Bono 1967 i bogen ”The Use of Lateral Thinking”, der som begreb er optaget som et officielt begreb i ”The Oxford Dictionary”. De Bono beskriver i bogen sin teori om hvordan man kan tænke på tværs af ellers uforenelige dialektiske discipliner, og dermed udligne forskellene mellem den horisontale og vertikale tænkning. Den horisontale tænkning omhandlende masser af ideer uden aktiviteter om handling og interesse for lineære, trinvise implementeringer, der derfor også ofte fremstår som dagdrømmeri eller ønsketænkning uden rod i den bearbejdede verden. Den vertikale tænkning giver helhedsforståelse uden decideret forståelse for det enkelte, hvor risikoen for at finde fejl eller fokusere på ubetydelige områder er latent. Vertikal tænkning bliver derfor meget stringent med præcise lovbestemte step-by-step aktiviteter, der følger betingelserne. I læring kaldes det ”udenadslære”.
Lateral tænkning "låner" fra begge af disse ekstreme måder at tænke på, hvor hjernen normale primære fokus med at kategorisere det vi gør for en periode forsvinder. Lateral tænkning hindrer derved, at man foranledes til at falde i den ene eller anden grøft ved at politisere eller polariserer!
Lateral tænkning, eller ”sidelæns tænkning” er ifølge de Bono en problemløsningsmetode, hvor der ved en kreativ tilgang og tankestil arbejdes med ikke umiddelbart indlysende ideer, og derved involverer ideer, der måske ikke kunne have været mulig at finde ved en normal trin for trin vertikal trinløsningsmodel. Lateral tænkning betragtes i dag derfor ofte som en generel beskrivelse af en målrettet kreativ indsats.
Begrebets betydning og brug:
Lateral tænkning kan virke som kritisk tænkning, men der er stor forskel. Kritisk tænkning omhandler primært det at vurdere eller dømme sandhedsværdien af ideer og udsagn, for herigennem at finde fejl. Ved lateral tænkning er man mere bekymret over "bevægelsesværdien" af udsagn og ideer omhandlende det at bevæge sig fra en kendt idé til at skabelse nye ideer. Edward de Bono definerer fire typer tænkeværktøjer:
- Idégenererende værktøjer beregnet til at bryde nuværende tankemønstre og rutinemønst
- Fokus værktøjer til at udvikle hvor man skal søge efter nye ideer
- Høstværktøjer beregnet til at sikre mere værdi modtages fra idégenereringen
- Behandlingsværktøjer, der fremmer overvejelser af reelle begrænsninger.
Som kreativ ideudviklingsmetode gør de Bone dermed op med nogle meget centrale forestillinger om grundlaget for kreativ adfærd, der specielt i Amerikanske studier og miljøer har været fremherskende, nemlig at alle folk er kreative, men blot er hæmmede, og ved at befri dem for disse bindinger bliver de kreative. Traditionel brainstorming er et eksempel på dette, hvor alle kan sige hvad de vil og derfor bliver fri for censur og frygt. Men ifølge de Bone er dette langt fra nok: Som eksempel bruger de Bono eksemplet med en violinist: Hvis du binder en person så hænderne er fastlåste, kan personen naturligvis ikke spille violin, selvom han eller hun får nok så fin og dyr en violin. Løsner du derfor rebene så hænderne er fri får man jo heller ikke en violinist ud af det, da der skal meget mere til for at blive violinist såsom træning, øvelse og systematik.
På samme måde er frihed som kreativitet ofte sidesat barnets leg, hvilket lateral thinking gør op med. Børn har uskyldens kreativitet, fordi deres sind endnu ikke har dannet mønstre modsat voksnes sind, der er fulde af mønstre qua deres erfaringer. Denne uskyldighed, eller manglende forholdelse til en situation, er det de Bono kalder ”Rebels”, der gør en indsats i at være forskellige og det at være forskellig er deres identitet. De er ikke gode til at spille spillet alle andre spiller, og oftest ønsker de ikke engang at spille spillet. Ud fra en anskuelse af at alt anderledes er kreativt er ”rebels” givet kreative og tidligere blev de også brugt som udgangspunkt for kreativitet, men med Lateral tænkning som væren baseret i en givet situation defineret af problemindehaver bliver ”rebels” overflødige, men mindre de reelt kan indgå i den strukturerede proces.
Som kreativ metode gør Lateral thinking op med den noget gamle og støvede antagelse af at kreativitet skal være fri og enhver udvikling af systematiske værktøjer og teknikker vil være i strid med muligheden for kreativ adfærd. De Bono ser dette som en total misforståelse af værktøjer og brug af strukturere metoder, og den spontane og fri kreativitet ses reelt alt alt for sjældent og oftest i situationer, hvor det ikke ønskes, bruges eller forstås! Selv områder, der anser sig selv som værende kreative som kunstnere, musikere, balletdansere osv. er jo både ekstrem formelle og kreative på samme tid, og har nøje iscenesat deres kreativitet med rette værktøjer, struktur og form.
Kendt situation – en case:
Lateral thinking er basis for Creative Idea Solution (CIS) metodens fokus fase, hvor der systematisk, struktureret og målrettet arbejdes frem mod andre anskuelser af en givet opgave. Modsat lateral thinking, der forener horisontal og vertikal tænkning for skabelse af en holistisk tilgang deles disse to tankestile i CIS modellen op i to uafhængige innovationsstep (horisontal- og vertikal innovation) for systematisk i en step-by-step model at nå frem til nye koncepter.
Men som lateral fokusering i CIS modellen er lateral thinking principper med undgåelse af uhæmmede rebels, frembringelse af nye erkendelser og struktureret leg direkte inddraget, dog samtidig baseret på semantisk analyse i større udstrækning end antropologiske studier. Fokus omhandler altid at finde rette retning og finde grundlaget for en valgt retning, og ved lateral fokusering ses på forskydning af de etablerede mønstre. Semantikken arbejder med at forbinde strukturer og deres afhængige betydning, men ved at fjerne kulturbestemte, mønsterdefinerede osv. sammenhænge. Derfor er semantik også særligt anvendeligt til sprogbearbejdelse (lingvistik), og er et udtryk for hvordan mening er tildelt i sprog og danner semantiske domæner eller felt, der kan betragtes som værende indgroede mønstre. F.eks. vil ord som Latte, Cappucino, Americano, Demi Tasse, Machiato osv. ikke blive forstået alle steder, medmindre man kunne forbinde dette sprog med et kaffes semantiske domæne, hvorpå det til gengæld både giver mening og forståelse, men også stærke indgroede mønstre. Semantik er derfor også fået stor udbredelse indenfor computingsåsom mønstergenkendelse og -analyse.
Semantikken starter som analysemetode på samme måde som antropologien med en problem- eller/og opgave formulering efterfulgt af en analyse af relevant litteratur, interviews med interessenter og andre teknikker til indsamling af informationer og oplysninger, der ikke må være begrænset af systemet. Her fremkommer dels mening dels mening af forskellige situationer, men mening forfalder også straks efter den er aktualiseret, da mening er bundet til aktualiseringens øjeblikkelige situation. Men på samme måde fremstår det der kaldes kondenseret mening omhandlende strukturer og betydninger, der rives væk fra den enkelte aktualiserede øjeblikssituation og med andre erkendelser giver andre meninger: Der arbejdes sidelæns!
Hvorfor!:
Lateral thinking gør det muligt at sætte kreativitet og dermed innovation på skinner, da det lægger op til en struktureret, systematisk og målrettet proces. Samtidig skaber hele den laterale tankestil med at gå sidelæns mulighed for at bryde med gængse mønstre, men i en kontekst baseret på eksisterende viden, muligheder, erkendelser og erfaringer. Den normale logiske tankegang (vertikal tænkning) fremkommer med en række løsninger på et problem skabt i en lineær sammenhæng forsøger lateral tænkning at omgå problemerne ved at møde dem på en radikal anderledes måde. Med ved at det fungerer sidelæns og parallelt med organisation hverken forstyrrer eller ødelægger det noget. mens processen står på og skaber derfor plads til sikret, målrettet og risikofrit at kunne sætte sin innovation i værk.
Creative Idea Solution (CIS):
I CIS metoden er første fase lateral fokus, der giver en enestående arbejdsproces med at arbejde parallelt med innovation og ikke forstyrre dagligdagen i organisationen. Ofte vil radikal innovation forstyrre den eksisterende situation selv under arbejdet med at skabe et grundlag, hvilket sjældent er gunstigt for organisationerne. Derfor er parallelle forløb velegnede, da man derved dels kan gøre brug af kompetencer og erfaringer i organisationen uden at forstyrre dagligdagen før man er klar til forstyrrelsen!
